Bloomberg fremlægger ambitiøs klimaplan for New York

Den forløbne uge stod i klimaets tegn på borgmesterkontoret i New York.

Mandag offentliggjorde Borgmester Bloomberg opdaterede data om klimarisiciene for New York fra sit særlige ”New York City Panel on Climate Change”, tirsdag en ny, omfattende plan for klimasikring af New York og torsdag, sammen med byrådsformand og borgmesterkandidat Christine Quinn, nye forslag til sikring af New Yorks bygninger mod klimaforandringer.

Størst er den nye klimasikringsplan: en 430 sider lang rapport med over 250 konkrete anbefalinger og et budget på USD 20 mia./DKK 112 mia. Rapporten “A Stronger, More Resilient New York” anbefaler bl.a.:

  • Installation af vandbarrierer (flood walls) og diger langs byens 836 km. lange kyststrækning, bl.a. på nedre Manhattan, Staten Island og store dele af Brooklyn
  • Styrkelse af byens infrastruktur, bl.a. forsyningssystemet og elektricitetsnettet
  • Tilskud til klimasikring af private hjem ($1,2 mia) og plejehjem ($50 mio.)
  • Konstruktion af en ny bydel, ”Seaport City”, som værn mod oversvømmelser fra East River

Også hospitaler, forsikringssystemet og kommunikationssystemer er omfattet af planen.

Under sin præsentation forklarede Bloomberg, at han ikke ønsker at udskyde ansvaret for en klimasikringsplan, og at der bør handles nu.

Bloomberg sender således et klart signal til sin efterfølger om, hvordan han mener, klimaet bør prioriteres. Det signal er foreløbigt blevet vel modtaget af såvel kandidaterne til posten, som miljøorganisationer og erhvervsliv. Frontløber Christine Quinn kalder klimaplanen for et ’roadmap for future mayors’ og der er generelt ros til Bloombergs brede tilgang til at gøre New York mere modstandsdygtig over for klimaforandringer. Planen er tænkt som en fortsættelse af Borgmesterens PlaNYC, som opstiller mål for et bæredygtigt New York med lavere CO2 udslip og plads til 1 mio. flere mennesker.

Borgmesteren kan understøtte sin milliardplan med de forhøjede risikodata, hans særlige klimapanel offentliggjorde mandag. Blandt andet vurderer panelet, at i alt 800.000 af byens borgere vil bo i zoner med risiko for oversvømmelse i 2050 – mod 398.000 i dag. Samtidig vurderer bystyrets Special Initiative for Rebuilding and Resilience, der blev oprettet som følge af Sandy og har udfærdiget den store plan, at fremtidige storme af Sandys kaliber at få langt større konsekvenser. De estimerer, at en lignende storm vil koste $35 mia. i 2025 og $90 mia. i 2055.

Ud af de $20 mia., borgmesterens plan er opgjort til at koste, har bystyret, ifølge borgmesteren, foreløbigt godt $15 mia. på plads. De $10 mia. fra føderale og lokale midler, der allerede er allokeret og $5 mia. fra særlige midler bevilget af Kongressen, der i januar bevilgede godt $61 mia. til genopbygningsindsatsen i New York, New Jersey og Connecticut, der var de tre stater, der blev hårdest ramt af orkanen.

Den reelle pris for de samlede initiativer i planen forventes dog at blive langt større; blandet andet er konstruktionen af den nye bydel, ”Seaport City”, ikke omfattet af de $20 mia.

New York har også skelet til København i arbejdet med at tilpasse sig klimaforandringer og gøre byen mere bæredygtig. I januar mødtes Københavns overborgmester Frank Jensen med Bloomberg for at diskutere netop dette emne, og da Handels- og Investeringsminister Pia Olsen Dyhr var i New York i februar, besøgte hun Battery Park, der blev oversvømmet under stormen, og drøftede sammen med New Yorks bystyre og repræsentanter for COWI og DHI muligheder for bæredygtig genopbygning. En række danske cleantech virksomheder er allerede involveret i større og mindre projekter, som direkte eller indirekte er relateret til Sandy og Irene.

Der er i dag præcis 197 dage, til Bloomberg går af, og han har annonceret, at hans administration allerede nu vil påbegynde arbejdet, bl.a. med at forstærke byens kyststrækninger. Hvor store dele af borgmesterens plan, der reelt kan gennemføres, er for tidligt at sige. Foreløbigt skal den igennem en lang række instanser. Flere dele af planen rummer elementer, eks. infrastruktur, der er uden for byens egen kontrol. Og ikke mindst skal der sikres opbakning fra byens borgere. Mens mange efterspurgte hurtig politisk handling i kølvandet på Sandy, er det et faktum, at store dele af planen vil ændre New Yorks bybillede markant. Og så er der det afgørende spørgsmål, som allerede stilles: Har New York råd til denne ambitiøse plan, hvis finansiering delvist vil ske på bekostning af andre prioriteter som uddannelse og sundhed? Bloombergs svar er, at man ikke har råd til at lade være.

One response to “Bloomberg fremlægger ambitiøs klimaplan for New York

Comments are closed.